lørdag den 9. august 2014

Workshops og festaften under Hiv-Forum 2014

Af Lars Thaysen, næstformand

Lørdagen under Hiv-Forum byder altid på forskellige workshops. I år har arbejdsgruppen arrangeret i alt ni workshops med så forskellige emner som mindfullness, yoga, Hiv & Your Body, at male, og kompetencespil. I løbet af dagen kan hver deltager nå tre workshops, men der er også mulighed for at slappe af, snakke med andre deltagere eller gå en tur i det smukke område omkring Saxild Strand.

Cirka 20 af deltagerne er med for første gang, og de møder andre hiv-smittede fra hele landet, udveksler erfaringer, og tænker tanker om livet med hiv. Mange deltager år efter år, og de genser deltagere fra tidligere år, og møder de nye deltagere med åbne arme.

Deltagerne hygger sig. Uanset om det er under en workshop, i spisesalen eller på terassen, så går snakken livligt. Mange oplever følelsen af, at de i denne weekend kan være helt sig selv, og ikke skal være bange for at snakke højt om deres hiv!

Efter middagen leverede komikeren Audrey Castaneda et forrygende stand-up show, hvor lattermusklerne for alvor blev taget i brug. Audrey er personligt engageret i arbejdet for bla.  at reducere stigmatisering af hiv-smittede. I dokumentaren "Da Aids dræbte på Madam Arthur" har hun beskrevet hvordan hun i aids-epidemiens første år oplevede at flere i hendes omgangskreds døde af aids.

Efter sit show fortalte Audrey om hvordan hun for kun et par år siden hørte om et forsøg, hvor en handicappet i rullestol og en hiv-smittet delte jordbær ud på et offentligt sted. Et stort flertal ønskede ikke at spise de jordbær den hiv-smittede delte ud - simpelthen af angst for, og uvidenhed om, hvordan hiv smitter, og fordomme om den hiv-smittede. Audrey sagde, at tidligere tiders angst og uvidenhed må stoppes, og at vi må sikre at de unge ikke vokser op med uvidenhed og fordomme om hiv.

Efter en intensiv dag med workshops og rigtig dejligt samvær, var det fantastisk at Audrey kunne få os alle til at grine, og stemningen resten af aftenen, til langt ud på natten, var i top.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar