mandag den 13. oktober 2014

Konferencer i Norge

Af Lars Thaysen, næstformand

I september måned var en repræsentant fra Hiv-Danmark inviteret til at deltage i to konferencer i Norge:

  1. Hiv-14 i Tromsø - arrangeret af Nya Pluss, og med skyld og skam, stigmatisering, og patientinddragelse i fokus
  2. En konference i Oslo, med kriminalisering af hiv-positive i fokus
Carsten fra bestyrelsen har skrevet om sine oplevelser og indtryk fra begge konference, og hvad han mener Hiv-Danmark kan bruge det til.

Udfordringerne med skyld, skam og stigmatisering er meget ens i Norge og Danmark, og i de øvrige nordiske lande også. Der er enighed om at skyld og skam kan forringe livsrummet for hiv-postive, og på konferencen blev skam defineret som en følelse, der påvirker evnen til at træde frem i mellemmenneskelige relationer, og skammen som andres øjne indeni den, der føler skam. 

Fra Terrence Higgins Trust i Storbritanien mente Garry Brough, at den hiv-positive tager sin egen viden om hiv med sig som bagage, og at det derfor har stor indflydelse på hvordan den hiv-positive tackler sit liv med hiv. Det er derfor vigtigt at sikre at HELE befolkningen har en større viden om hiv - det vil ha' en positiv indflydelse for hiv-positve på flere måder ved at reducere stigmatiseringen, bedre at kunne acceptere sit liv med hiv, og derfor føle sig stærkere og bedre i stand til at være åben om hiv.

Tanken om MIPA (Meaningfull Involvement of People living with HIV) er derfor nærliggende. Hiv-positive, som gennem rådgivning og støtte har fået et godt liv med hiv, fremstår som gode rollemodeller, og kan være en stor hjælp for andre hiv-positive (især de nykonstaterede). Hiv-Danmark arbejder også med MIPA, og ønsker gennem netværker at styrke den enkelte hiv-positive, og opfordrer hiv-positive til at hjælpe og støtte andre hiv-positive - f.eks. gennem vores mentorordning.

Patientinddragelse er i fokus for tiden, og det blev også drøftet indgående på konferencen i Tromsø. Hiv-Danmark havde i september en patientdag med fokus på patientinddragelse, og havde bla. besøg af de to hiv-koordinatorer fra Sørlandets Sykehus i Kristianssand, der er et fantastisk eksempel på patientinddragelse. På konferencen blev bedre adherence, empowerment af patienter, og at der er besparelser at hente i forhold til både tid og økonomi, drøftet som de store fordele ved mere patientinddragelse. 

I Oslo deltog Carsten i en konference om kriminalisering af Hiv-positive. I Danmark er §252a suspenderet, men i bla. Norge bruges straffeloven om Hiv fortsat. Men der er meget debat om straffeloven i Norge - bla. fordi det i dag er velkendt, at der er en forsvindende lille risiko for at en velbehandlet hiv-positiv kan smitte andre. I Norge blev det drøftet, at stater med hiv-love forsøger at regulere adfærd, men at det ikke er påvist, at lovgivningerne virker - tværtimod kan de afholde nogen fra at lade sig teste, påvirke åbenhed om hiv i negativ retning, og føre til en yderligere stigmatisering af hiv-positive. Hvad der sker med hiv-lovgivningen i Norge er på nuværende tidspunkt uvist, men i Hiv-Danmark vil vi støtte både Hiv-Norge og Nya Pluss i deres arbejde med at få loven ændret.

Hiv-Danmark deltager i samarbejdet Hiv-Norden med de øvrige fire nordiske lande. Og konferencerne i Norge er et rigtig godt eksempel på, at det er utroligt nyttigt at mødes med hiv-positive i de nordiske lande. Udfordringerne i de nordiske lande minder meget om hinanden - og vi kan lære utrolig meget af hvordan de andre arbejder med de udfordringer, og sammen kan vi arbejde på at løse udfordringerne på sigt.

fredag den 3. oktober 2014

Orienteringsaftener i det jyske

Af Morten Eiersted, redaktør af VI&HIV

Det meste af Hiv-Danmarks bestyrelse, ansatte og frivillige var taget ud for at besøge ambulatorierne i Aalborg og Aarhus i denne uge. I Aalborg mødte 30 personer frem og i Aarhus var knapt 75 tilstede for at høre aftenens forskellige oplæg.

Et gennemgående og tilbagevendende tema på begge aftener var smitsomhed og hiv. Tinne Laursen, hiv-rådgiver på Skejby sygehus, eksemplificerede det fint med henvisning til en undersøgelse helt tilbage fra 2000 (http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/10738050), hvor man blandt heteroseksuelle par fandt signifikant forskel på risikoen for smitte ved omkring 1.500 viruskopier. Det sætter vores nuværende diskussion om smitsomhed og måleligt virus +/- 20 viruskopier i et interessant relief.
Sex binder stadig meget af hiv-diskussionen sammen. Med udgangspunktet i frygten for afvisning af partnere og fornemmelsen af, at man ikke kan leve et så fuldkomment liv, som man ønsker, er der stadig mange interessante tiltag at arbejde med.
I en helt anden boldgade var det interessant at opleve, hvordan man på Aalborg arbejder med at støtte folk med forskellige sundhedsfremmende tiltag, f.eks. hjælp til mere motion, rygestop osv. Ambulatoriet i Aalborg samarbejder med Sund Info, som er et afsnit på selve hospitalet, men Lise Søndergaard fra Sund Info lagde i sit oplæg vægt på, at man ved at besøge www.sundhed.dk/soft kan finde sundhedsfremmende tilbud i ens nærområde.
AIDS-Fondets arbejde med at genetablere egentlige græsrødder for hepatitis C-indsatsen efter ”hiv-modellen” med forskellige former for rådgivning, person-til-person støtte og inddragelse af sundhedspersonale var også meget spændende at høre.
Det passer meget godt i tråd med de to andre oplæg, HPV (human papilomavirus) og patientrettigheder, som egentlig handler om andet end hiv-behandling, men hvor der måske kunne bygges en interessant bro mellem disse emner og hiv-området. Ny forskning i HPV peger på, at der kan være en forebyggende effekt af vaccine på allerede HPV-smittede, noget hiv-smittede måske kan have gavn af, da det synes sværere for denne gruppe at kurrere sig selv for HPV. Lige nu pågår der interessant forsøg på forskellige infektionsmedicinske afdelinger. Det er dog helt hul i hovedet, at mænd, der har sex med mænd, op til 26 år ikke tilbydes et skud forebyggende HPV-vaccine på lige fod som unge kvinder for at modgå risikoen for HPV-relateret kræft!
Patientrettigheder, ja så tænker man måske ofte på klager om brud på tavshed, at man farer vild i udredningen osv. Men patientrettigheder kan også handle om, at man egentlig er utilfreds og gerne vil klage over et forløb og med hjælp af patientkontoret i ens region finder ud af, at man faktisk får mulighed for en bedre dialog. (Søg via ww.google.com på "patientkontor" for at finde i nærheden af dig!).

En sidste tanke, det er tak til alle de frivillige i hiv-miljøet og ansatte rundt om på afdelingerne, som satte tid af til at skabe de gode rammer med hygge og socialt samvær. Det er inspirerende at møde denne form for nærvær, varme og engagement! Vi glæder os til at komme forbi Sjælland (Rigshospitalet) og Fyn (Odense)! Se mere om de kommende arrangementer her ...