Når patenterne udløber og patientforløbene bliver mere kompliceret

Af Morten Eiersted, redaktør VI&HIV

På konferencen i Glasgow, Skotland, bød morgenens første session på oplæg om hvordan økonomi og ressourcer generelt spiller ind og kan komme til at spille i nær fremtid i forhold til hiv-behandling.

I Danmark har vi på hiv-området gennemgået en udvikling med RADS-processen, hvor økonomiske hensyn i stadig større grad tages med i forhold til hvilke behandlinger, der overordnet anbefales. Der er stadig plads til at tage hensyn til den enkelte patient i forhold til, hvor simpel en behandling man vil foreslå, men dette valg sker inden for en fastlagt omkostningsramme. Lignende processer finder sted rundt omkring i Europa, hvor det stadig stigende antal patienter skal matches med besparelser på budgetterne. Der kommer flere til, men der tilføres ikke flere midler.
Forsamlingen blev derfor introducere til overordnede betragtninger af de typer af økonomisk evaluering, som der foretages. Selv om effektiv behandling rummer besparelser, når en patient kan genoptage arbejde eller lignende og der ikke tilstøder yderligere sygdom, som belaster sundhedsvæsenet, så kan de medicinske fremskridt ikke bære eller imødegå den fremtidige omkostningsbyrde fra omfanget af kronisk sygdom tilstrækkeligt. Det er på sin vis sundhedsvæsenet succes men også byrde, at folk lever længere med kronisk sygdom. Det er derfor nødvendigt at prioritere.
Et fascinerende bidrag i debatten blev fremlagt af Andrew Hill fra University of Liverpool i Storbritannien, der havde beregnet, at der fra 2014-2018 kan spares i omegningen af 10 mia. kroner, hvis alle patienter skiftes over til generiske medicintyper. Et generisk medicinprodukt indeholder det samme virksomme stof som det oprindelig medicin, men kan produceres af andre firmaer efter patentet er udløbet, og det driver priserne ned. Typisk omkring 80%!  Fra 2014 og de næste par år, vil en stor del af den nuværende hiv-medicin, komme af patentet. Det vil vare et stykke tid før end kombinationstabletter falder af patentet, så derfor er det ikke usandsynligt at forestille sig, at tabletmængden vil stige, når folk skiftes til generisk og billigere medicinprodukter i hiv-behandlingen rundt om i Europa.
Dette blev fint illustreret i et mindre studie i Storbritannien, som blev præsenteret af Simon Walker fra University of York i England, hvor man havde sat en gruppe på en behandling, der krævede hyppigere kontroller men som derimod var billigere. Samlet set steg den beregnede kvalitet af den billigere behandling en uge mindre end den dyrere, men spørgsmålet udestod, om den ekstra omkostning kunne bruges til at dække andre former for sundhedsudgifter, der øger kvaliteten i behandlingen. Med en stor række forbehold, giver de økonomiske evalueringer nye måder at diskutere udgifter til behandlinger på ... og om sparede ressourcer vil blive allokeret til andre sundhedstiltag.
Meget rammende var Jens Lundgrens oplæg om modeller for hiv-behandling. På europæisk plan er der skræmmende stor forskel på adgang til hiv-behandling, som gør, at diskussionen om opgave-forskydning eller deling mellem forskellige specialer i Danmark synes at ligge i udkanten af problemerne for hiv-smittede på europæisk plan. Når det er sagt, så meget illustrativt beskrevet, hvordan en af paneldeltagere havde haft omkring 15 specialistkontakter i løbet af et år, fordi vedkommende foruden hiv havde andre sygdomme/lidelser. Så den aldrende hiv-befolkning, om man vil, skubber på en udvikling, som fordrer samarbejde rundt omkring i Europe mellem forskellige specialer.