Af Lotte N, medlem af Hiv-Danmarks bestyrelse
Forleden holdt jeg et foredrag om mit liv med hiv, foran 90
mennesker. Gisp! Det havde jeg aldrig troet, jeg ville turde gøre, men i går
blev altså min debut.
Min gode veninde, som er lærer på Frøslevlejrens Efterskole,
inviterede mig allerede for et år siden til at komme ned og fortælle min
historie. Overvejelserne har været mange og lange - med 15 år på bagen som kun
delvist åben hiv+ skulle der lige tages tilløb til at stå foran sådan en
forsamling.
Inden tiden havde jeg fået at vide, at nogle af eleverne
godt kunne være lidt fraværende under fortælletimerne. Sidde og putte lidt hos
sidekammeraten, småsove eller endda småsnakke. Hvilken tidligere efterskoleelev
kan ikke sætte sig ind i det? Så afsted med mig til det sønderjyske med
nerverne i frit fald.
Jeg fortalte dem min historie. Fortalte om den dag, jeg som
23-årig fik svaret hos lægen og min verden gik i stå. Om turen hjem til min
familie for at give dem beskeden. Om at jeg med tiden blev mere og mere
indelukket og ensom og om følelsen af skam og uværdighed. Om stigmatisering og
selv-stigmatisering. Men også om håb og lys for enden af tunnellen. Om den gode
behandling og at man som velbehandlet ikke er smitsom og kan leve lige så
almindelige og forskellige liv, som alle andre mennesker, med familie, børn,
arbejde osv.
Og de lyttede søreme. Altså, virkelig lyttede. Der var ro,
og jeg fik øjenkontakt med alle dem, jeg så på. Jeg fik vist ikke sagt alt det,
som stod på min lille seddel, men pyt med det. Jeg håber, de gik derfra og var
blevet en lille smule oplyste og at de, hvis de senere i deres liv møder
et menneske med hiv, ikke vil være i tvivl om at foran dem står et helt
ufarligt og i grunden ganske almindeligt menneske.
Alt i alt var det en rigtig god oplevelse. Om jeg er
klar til at gøre det igen? Helt bestemt. Der skal nok lige arbejdes lidt på
manus, men jeg tænker at øvelse gør mester. Og måske vil nerverne med tiden
også blive en lille smule mere medgørlige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar