onsdag den 11. marts 2015

Hiv ohøj i Menneskebiblioteket

Af Helle Andersen, formand
Fredag d.6.marts var Menneskebiblioteket rykket ud til Peder Lykke skolen på Amager og Hiv-Danmark havde to hiv/aids bøger med, nemlig Lars H. og jeg selv. I løbet af de fire timer arrangementet varede, blev vi lånt ud til ca. 14 forskellige 7.klasses elever. Det giver en helt særlig kontakt at være i øjenhøjde med sine læsere, eleverne havde forberedt sig og der kom mange gode spørgsmål. Det var f.eks. helt grundlæggende spørgsmål som hvad er hiv?, men også mere reflekterede spørgsmål som; er du ked af at du ikke har fået børn, og; er du vred på ham der har smittet dig. Vi må nok se i øjnene, at den almindelige dansker ved alt for lidt om hiv og hiv-smittedes virkelighed i dag og det gælder selvfølgelig også skoleeleverne.
Det kræver mod at stille de svære spørgsmål og det synes jeg, at eleverne var rigtigt gode til. En bonus oplevelse var, da en af drengene i plenum fortalte hvad han synes om dagen og tog en selfie med mig. Der var også en pige, der kom hen og spurgte, hvad for en bog er du og da jeg svarede, sagde hun, ”jeg er ikke bange for hiv” og så fik vi en stor og varm krammer.

Udover at vi fik fortalt om vores liv med hiv og brudt nogle fordomme ned, er det også en stor og givende oplevelse at møde de andre ”bøger” og konfrontere nogle af sine egne fordomme. En af de andre ”bøger”, spurgte os, om vi ville komme ud på Hvidovre Hospital, hvor han arbejder og fortælle hans personalegruppe om hiv og det takkede vi selvfølgelig ja til. Om noget er det i hvert fald vigtigt at formidle viden til sundhedspersonale, fordi mange hiv-smittede beretter om diskrimination netop der. Vi glæder os også til næste gang vi skal udlånes. Menneskebiblioteket holder sit næste arrangement allerede på lørdag d.14.3. i på Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade. Læg vejen forbi og få rykket ved dine fordomme – Det virker og man bliver et nyt og bedre menneske. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar