IAS konferencen juli 2015

Af Helle Andersen, formand

Det var netop her i Vancouver for næsten 20 år siden ved en hiv/aids conference med mottoet: One world – One hope, at man kunne lancere den første effektive kombinationsmedicin mod hiv/aids.

Året var 1996 og det sætter virkelig gang i mange tanker og minder. Jeg var selv på besøg i British Columbia i 1996, men jeg var ikke med på konferencen. Det havde jeg hverken tid, lyst eller overskud til.
Nej, jeg var på det som jeg troede skulle være min sidste store rejse, inden jeg skulle dø af aids.

I sommeren 1995 blev jeg for alvor syg af det hiv-virus, som jeg havde levet med siden 1987. Mit helbred havde skrantet et godt stykke tid med forskellige infektioner, svamp osv. Jeg vejede kun 45 kg, da jeg blev indlagt på Rigshospitalet med pneumocystisk lungebetændelse og alle inklusiv mig selv var klar til at sige farvel. Jeg lå nærmest livløs hen med diverse slanger og apparater tilkoblet, men alligevel kom der mange på besøg. På et tidspunkt begyndte jeg af en eller anden grund at tælle mine besøg. Da jeg nåede op omkring de 60, besluttede jeg mig for at jeg simpelthen ikke kunne dø fra al den kærlighed. Jeg kæmpede mig igennem krisen og kom hjem til jul, afkræftet og uden appetit. Jeg fik tilbudt en ny medicin som hed DDI, som jeg skulle tage sammen med Retrovir. På det tidspunkt var mit CD4-tal på 16 og min virusmængde på 375.000 enheder per milliliter blod. Jeg prøvede at tage medicinen men blev simpelthen så syg af den, besvimede og kastede op og måtte opgive. I februar prøvede jeg igen og det lykkedes at holde medicinen i mig. Der var en vis effekt, og jeg fik lov til at rejse med min kæreste til Canada, hvor jeg har familie for at opleve dette fantastiske land og besøge min morbror og mine fætre for første og sidste gang.

Det var en fantastisk rejse, hvor vi besøgte først Vancouver og så Kamloops, hvor vi købte en brugt bil, en Ford Mustang, som vi kaldte Mulla efter min mor Ulla, som havde doneret til formålet. Min fætter udstyrede os med telt og madras og så rejste vi ned gennem Rocky Mountains på små campsites, hvor vi lavede bål og spiste masser af friskfanget laks. Landskabet var så smukt, at jeg ofte brød ud i tårer, når vi kom rundt om et hjørne til endnu en fantastisk udsigt og utrolig naturoplevelse. På denne tur fandt jeg troen på, at vi mennesker aldrig kan ødelægge denne jord, man er simpelthen en lille myre i den store uendelige natur. En stor glæde og trøst at denne natur fortsat vil være her, når jeg en dag selv er væk. Vi rejste til min onkels farm nær Alaska, mødte indianere og bjørne og sejlede på søerne. Besøgte Prince George og tog på camping med min anden fætter, hans kone og tre børn i Okanagan Valley og besøgte Victoria Island, hvor vi vandrede i regnskoven under 100 meter høje træer. En helt uforglemmelig sidste rejse.

Da jeg kom tilbage til Danmark fik jeg besked om, at medicinen desværre ikke længere virkede og virusmængden igen var på vej op, men der var kommet noget ny medicin, en trekombinationsbehandling, som jeg kunne prøve.

15 år er gået, og nu er jeg her igen. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? At være her til konferencen, hvor vi taler om 90/90/90 målene  (90% af alle hiv+ skal testes, 90% af dem skal i behandling og 90% af dem skal være velbehandlede). Medicinen virker, og vi har nu nået FNs mål om, at 15 mio. skal i behandling. Selvom vi stadig mangler over 20 mio., som venter på at få den livgivende medicin, må man sige, at det er godt gået. Ingen troede i 1996 på, at vi i dag kunne være nået så langt. Jeg fik livet tilbage i 1996, og jeg er her tilbage I British Columbia 15 år efter. Min onkel er 89, han passer stadig sin farm og har fået 25 kalve af sine køer dette forår. Efter konferencen skal jeg derop med mine fætre og besøge ham og den vildeste natur igen. Det havde jeg aldrig troet muligt. Jeg får endda chancen for at møde min tredje og ældste fætter, som jeg ikke nåede at møde I 1996, når familien mødes på farmen om en uges tid.

Historien viser, hvad vi mennesker kan, vi kan overkomme selv de største udfordringer, som, vi tror, er umulige at overkomme. Nu er mit store håb, at vi vil fortsætte denne kamp, der ser så umulig ud. Nemlig at få de sidste 20 mio. i behandling verden over, så vi kan udrydde denne sygdom, der har taget livet af så mange af vores venner og store aktivister og idoler.

Tro på det, for historien viser at sammen kan vi det umulige.