Af Helle Andersen, formand
Det
var netop her i Vancouver for næsten 20 år siden ved en hiv/aids conference med mottoet:
One world – One hope, at man kunne lancere den første effektive kombinationsmedicin
mod hiv/aids.
Året var 1996 og det sætter virkelig gang i mange tanker og
minder. Jeg var selv på besøg i British Columbia i 1996, men jeg var ikke med på
konferencen. Det havde jeg hverken tid, lyst eller overskud til.
Nej, jeg var på det som jeg troede skulle være min sidste store rejse, inden jeg skulle dø af aids.
Nej, jeg var på det som jeg troede skulle være min sidste store rejse, inden jeg skulle dø af aids.
I
sommeren 1995 blev jeg for alvor syg af det hiv-virus, som jeg havde levet med
siden 1987. Mit helbred havde skrantet et godt stykke tid med forskellige
infektioner, svamp osv. Jeg vejede kun 45 kg, da jeg blev indlagt på
Rigshospitalet med pneumocystisk lungebetændelse og alle inklusiv mig selv var
klar til at sige farvel. Jeg lå nærmest livløs hen med diverse slanger og
apparater tilkoblet, men alligevel kom der mange på besøg. På et tidspunkt
begyndte jeg af en eller anden grund at tælle mine besøg. Da jeg nåede op
omkring de 60, besluttede jeg mig for at jeg simpelthen ikke kunne dø fra al
den kærlighed. Jeg kæmpede mig igennem krisen og kom hjem til jul, afkræftet og
uden appetit. Jeg fik tilbudt en ny medicin som hed DDI, som jeg skulle tage
sammen med Retrovir. På det tidspunkt var mit CD4-tal på 16 og min virusmængde
på 375.000 enheder per milliliter blod. Jeg prøvede at tage medicinen men blev
simpelthen så syg af den, besvimede og kastede op og måtte opgive. I februar prøvede
jeg igen og det lykkedes at holde medicinen i mig. Der var en vis effekt, og
jeg fik lov til at rejse med min kæreste til Canada, hvor jeg har familie for
at opleve dette fantastiske land og besøge min morbror og mine fætre for første
og sidste gang.
Det
var en fantastisk rejse, hvor vi besøgte først Vancouver og så Kamloops, hvor
vi købte en brugt bil, en Ford Mustang, som vi kaldte Mulla efter min mor Ulla,
som havde doneret til formålet. Min fætter udstyrede os med telt og madras og så
rejste vi ned gennem Rocky Mountains på små campsites, hvor vi lavede bål og
spiste masser af friskfanget laks. Landskabet var så smukt, at jeg ofte brød ud
i tårer, når vi kom rundt om et hjørne til endnu en fantastisk udsigt og
utrolig naturoplevelse. På denne tur fandt jeg troen på, at vi mennesker aldrig
kan ødelægge denne jord, man er simpelthen en lille myre i den store uendelige
natur. En stor glæde og trøst at denne natur fortsat vil være her, når jeg en
dag selv er væk. Vi rejste til min onkels farm nær Alaska, mødte indianere og
bjørne og sejlede på søerne. Besøgte Prince George og tog på camping med min
anden fætter, hans kone og tre børn i Okanagan Valley og besøgte Victoria
Island, hvor vi vandrede i regnskoven under 100 meter høje træer. En helt
uforglemmelig sidste rejse.
Da
jeg kom tilbage til Danmark fik jeg besked om, at medicinen desværre ikke længere
virkede og virusmængden igen var på vej op, men der var kommet noget ny
medicin, en trekombinationsbehandling, som jeg kunne prøve.
15
år er gået, og nu er jeg her igen. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?
At være her til konferencen, hvor vi taler om 90/90/90 målene (90% af
alle hiv+ skal testes, 90% af dem skal i behandling og 90% af dem skal være
velbehandlede). Medicinen virker, og vi har nu nået FNs mål om, at 15 mio. skal
i behandling. Selvom vi stadig mangler over 20 mio., som venter på at få den
livgivende medicin, må man sige, at det er godt gået. Ingen troede i 1996 på,
at vi i dag kunne være nået så langt. Jeg fik livet tilbage i 1996, og jeg er
her tilbage I British Columbia 15 år efter. Min onkel er 89, han passer stadig
sin farm og har fået 25 kalve af sine køer dette forår. Efter konferencen skal
jeg derop med mine fætre og besøge ham og den vildeste natur igen. Det havde
jeg aldrig troet muligt. Jeg får endda chancen for at møde min tredje og ældste
fætter, som jeg ikke nåede at møde I 1996, når familien mødes på farmen om en
uges tid.
Historien
viser, hvad vi mennesker kan, vi kan overkomme selv de største udfordringer,
som, vi tror, er umulige at overkomme. Nu er mit store håb, at vi vil fortsætte
denne kamp, der ser så umulig ud. Nemlig at få de sidste 20 mio. i behandling
verden over, så vi kan udrydde denne sygdom, der har taget livet af så mange af
vores venner og store aktivister og idoler.
Tro på det, for historien viser at sammen kan vi det
umulige.
